— Velkommen til, jeg er Joya (Dog mest kendt under mit helt almindelige kedelige navn: Janni)
Om mig
Jeg er kunstner, underviser og lidt af en krea-nørd.
Hvorfor nu det underlige navn?
Da jeg var ung og gik på HF (før årtusindeskiftet!) var internettet, online gaming og chat i sin spæde start. Her skulle man have sig et nickname, for “Janni Kjær” var både for person-genkendeligt og bestemt ikke brugbart i en pludselig international arena. Så jeg måtte finde mig et -og i en fart!
Jeg havde spansk, hvilket jeg bestemt ikke var god til, men min tunge røde Spansk-Dansk ordbog kunne da i det mindste hjælpe mig her:
Opslag på en tilfældig side gav mig “juvelskrin”, hvilket ikke gav helt mening, så jeg kortede det til “juvel” -som altså hedder “joya” på spansk.
Jeg laver mange forskellige ting
Gennem livet har jeg fået flere og flere hobbies. Men det handler jo mest om, at jeg elsker at skabe smukke ting.
Skulle du have et brændende ønske om at købe eller udstille noget af dét, du ser her på siden, må du meget gerne kontakte mig. Bestillingsarbejder er også en mulighed.
— 01
Mine malerier
Gå endelig ind på min galleri side for mine malerier. (Ikke klar endnu)
Selvom jeg har malet i mere end 25 år, har jeg først for nylig fundet mig selv og min stil. Derfor vil du i galleriet se mange forskellige typer af billeder. Dog vil de fleste være farverige og figurative, da det abstrakte ikke er noget jeg mester.
Min "blinde passager"
Som voksen fik jeg endelig en forklaring på, hvorfor jeg har følt mig så udfordret gennem mit liv.
Efter en stress-sygemelding fra mit elskede job som lærer, blev jeg udredt i psykiatrien i Aalborg og fik diagnosen: emotionel ustabil personlighedsstruktur (impulsiv type). Og hold da op et navn… Min datter fandt på et meget bedre navn, da vi sad med psykologerne og skulle snakke med børnene om, hvad dette nu var for noget.
Hun kaldte det: “mors blinde passager”. Selv de søde psykologer var begejstrede og vi fik nu et rigtig godt ord, når vi herhjemme snakker om mine udfordringer og humør. Og ja, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne smide den blinde passager af toget kaldet: “mit liv”.
Mit ønske og håb for fremtiden er, at man åbent kan snakke om “de usynlige” handicaps i stedet for at føle skam og skyld. At man vil blive mødt med forståelse og empati fremfor mistro og fordomme.
